Hvor meget må man pace sit barn til sport?
Må man presse sit barn til at dyrke en bestemt sport,
eller skal lysten komme helt naturligt? Holdsport leder efter svaret blandt
psykologer og markante personligheder i sportens verden.
2. oktober 2017
En ny
sportssæson betyder også et nyt kuld af børn, som er blevet gamle nok til at
prøve kræfter med sport. Valget af sport afhænger som oftest af foreningstilbud
i lokalområdet, men i rigtig mange tilfælde har mor eller far en meget stor
finger med i spillet. En favoritsport, som den bette da også skal begynde
til.
Alle kan
blive enige om, at det er fair. Hvad der dog til gengæld er stor uenighed om,
er hvor meget man må, skal og bør presse sit barn til at dyrke sport - både af
en bestemt slags og omfanget af den. Holdsport bringer her synspunkter på emnet fra
forskellige meningsdannere i den danske sportsverden.
Vi starter med den tidligere professionelle danske landsholdsspiller i fodbold Martin Jørgensen, der selv fik en meget lovende karriere ud af sit talent. Fundamentet til en udlandskarriere på 13 sæsoner i den italienske Serie A blev dog ikke lagt i hårdt pres hjemmefra, men fra ren og skær kærlighed til spillet. Den kongstanke til talenttræning i fodbold holder han fast ved i dag.
- Det er træning, træning, og træning. Der er ingen smutveje. Det er hårdt arbejde, det er kedeligt, koldt, vådt og træneren er et fjols. Så man skal have lyst til at træne, og man skal brænde for det. Gør man ikke det, når man ikke toppen. Så her kommer en løftet pegefinger til alle de forældre, der pacer deres børn. For har ungerne ikke den indre lyst til at spille fodbold, så er det blot et spørgsmål om tid, inden de stopper, fordi det bliver for hårdt, har Martin Jørgensen tidligere fortalt ifølge Lokalavisen Aarhus.
Selvom den tidligere landsholdswing som barn ikke havde noget imod at træne sig god af egen lyst til solen gik ned, findes der også et hav af eksempler på store sportsikoner - også i andre sportsgrene end fodbold - der havde brug for det konstante pres fra mor og/eller far for at nå verdenstoppen.
Golfsportens ubetingede største profil nogensinde Tiger Woods blev hevet med ud på banen i en alder af blot 2 år, og faderen har skrevet bøger om teknikkerne, han brugte til at træne sin søn. Ligeledes kan Andre Agassis storslåede tenniskarriere til dels skyldes sin fars hjemmebyggede boldmaskine, hvorfra Agassi skulle returnere bolde, der blev tyret imod ham.
I Danmark
findes der også prominente sportsstjerner, som er blevet pacet gennem
opvæksten - mest kendt er måske eksemplet Caroline Wozniacki, der nyder status
som en af verdens bedste kvindelige tennisspillere. En status der blandt andet
er opnået på baggrund af hård træning fra sin meget kontante og verbale far,
Piotr Wozniacki.
Forfatter
til bogen "Opdragelse af en vinder", Rasmus Ankersen, har flere gange
henvist til deres træningssamarbejde, når han forklarer vigtigheden af
forældrepres for at nå helt tilt ops i sin sport. Udover at være
bestyrelsesformand i FC Midtjylland og sportsdirektør i Brentford FC er han
også tidligere mentalcoach.
- Vi
mangler helt klart nogle som Piotr Wozniacki (Caroline Wozniackis far, red.).
Måske er det i virkeligheden hans opdragelse og træning, man bør lytte til. Se
også Kevin Magnussen i Formel 1. Han har heller ikke fulgt den danske model.
Der skal noget meget mere radikalt til end det, Team Danmark tilbyder. Hvis man
skal skabe resultater som Caroline og Kevin, skal der i hvert fald noget
radikalt til, udtalte Rasmus Ankersen ifølge Århus Stiftstidende i 2014 i
forbindelse med Wozniackis US Open finaleplads. Han uddyber:
- Vi må
udfordre de klassiske idealer om, hvor meget man må gøre. Der hersker en dansk
mentalitet om, at hvis man gør noget for meget, så er det usundt. Det er fint
nok med sådan et ideal, men hvis vi skal skabe store sportsstjerner, skal der
noget ekstraordinært til. Og jeg synes da ikke, at hverken Kevin eller Caroline
virker særlig usunde. Tværtimod ser jeg dem som både sunde og selvstændige
mennesker, sluttede Ankersen.
Ankersen
møder opbakning fra et af de største idrætskoryfæer i Danmark - hvis ikke den
største. Eskild Ebbesen har udover 3 OL-guldmedaljer på CV'et holdt gang i sin
idrætskarriere til han var 40 år gammel. I dag rejser han rundt i landet og
holder foredrag om motivation og coaching, og han ser intet problem i, at man
pacer sit barn i sportens verden.
- Jeg
tror ikke på, at der er nogle talenter, der har så stor træningsiver og passion
for deres sport, at de automatisk træner så meget, der skal til. Det kræver høj
disciplin, og at nogen udefra kan motivere og piske dig, så du forbliver på
rette kurs, lød det fra Eskild Ebbesen.
Det er
dog langt fra alle idrætsudøvere forundt at ende med at drive sin sport så
langt som Ebbesen og få lov at opleve den succes, der følger med berømmelsen og
medaljerne. Og blandt den store gruppe af mennesker, som ikke indfrier sit
talent, skal en stor del af årsagen findes i et alt for stort pres, som fører
til stress. I hvert fald hvis man skal tro børnepsykolog og tidligere formand
for Børns Vilkår, John Alsted Halse.
- Det
ender ofte med, at man (forældre, red.) forventer og tvinger barnet til at tage
et større skridt, end det har ben til for at opfylde omgivelsernes ønsker og
behov. Det får den modsatte effekt, og i min psykologiske praksis har jeg set
utallige eksempler på, at børnene bliver demotiveret og dropper deres sport,
når de kommer i puberteten,” sagde John Aasted Halse sidste år til Kristeligt Dagblad,
mens han på samme tid præciserer, at forældre stadig bør udfordre sit barn på et fornuftigt niveau.
Sportspsykolog
Nicklas Pyrdol Christensen er enig med Halse i, det er teenageårene der afgør,
hvorvidt man bliver til noget inden for sin sport eller ej. Pacen hjemmefra skal dog
gerne have den modsatte effekt end stress.
- Der vil
komme modgangsperioder i de unge år, hvor andre sociale aktiviteter kan virke
mere tiltrækkende. Når den indre motivation til at fortsætte med sin sport
daler, så kan forældrenes krav og forventninger være med til at få barnet
igennem de svære tider, sagde Pyrdol Christensen, der har et klart indtryk af,
hvornår disse forventninger går hen og bliver negative for et barns lyst til at
dyrke idræt.
- Den dårlige pace er, når forældrene stiller krav til børnenes niveau og kræver, at de leverer gode resultater nu og her. Det risikerer at give dem et skrøbeligt selvværd, fordi de tror, at de kun er noget værd og er elsket, hvis de leverer resultater. I stedet bør man som forældre stille krav til indsats, attitude og udvikling, for det har børnene kontrol over, slutter han.