Flere og flere danskere har fået øjnene op for
floorball som idrætsform, hvor medlemstallet er steget med hele 20 procent det
seneste år.
10. oktober 2017
Ishockey
kender alle, hockey har været på OL-programmet siden før første verdenskrig, men hvad er
floorball egentlig? En stor del af danskere vil udelukkende erindre sporten fra
idrætstimer i folkeskolen, men det skal det snart være slut med.
For
floorball er nemlig en særdeles voksende størrelse i dansk idræt. Ifølge Center
for Holdspil og Sundhed viser nye
tal fra 2017,
at sporten har nået et historisk højt antal medlemmer og foreninger i det
ganske land. 166 floorballforeninger er nu registreret, hvilket er en stigning
på 35 foreninger/klubber på ét år. Medlemstallet har rundet hele 7700 - en 20
procents stigning fra 2015 til 2016. Især blandt de 25-59 årige er
tilstrømningen eksplosiv.
- 20
procent i stigning på ét år er virkelig imponerende. Det sker ikke i mange
sportsgrene. Og det kan blive meget større. I Sverige, hvor de kalder det
inde-bandy, er det den næststørste sportsgren med over 125.000 medlemmer. Jeg
tror, det er blevet en succes (I Danmark, red.), fordi de fleste har prøvet det
i skolen, hvor nogen kaldte det hockey, udtalte analytiker hos DIF Michael
Fester
til Politiken.
Bander i stedet for streger
Men
hockey er dog ikke det samme som floorball, selvom de begge er en del af
hockeyfamilien. Førstnævnte er en traditionsrig OL-disciplin siden 1908, der
involverer 10 markspillere og en målmand på hvert hold. Hvorimod sidstnævnte
har 5 i marken og 1 på mål. Vel at mærke en målmand, der ikke har nogen stav
til at beskytte modstanderholdet i at score. Og det er langt fra de eneste
forskelle på de to sportsgrene.
Eksempelvis
er det tilladt at spille bag et floorballmål, ligesom man kender det fra
ishockey, og bolden er først ude af spil, når den ryger over den 50 cm høje
bande, der omkranser banen - og altså ikke som i hockey, når den er ude over
linjen, som man kender fra fodbold og håndbold. Det giver mulighed for at
udnytte banden som spilstation i floorball, nu når man kun har halvt så mange holdkammerater at aflevere til.
Du kommer hurtigt i gang. To-tre træninger, hvor du lige lærer spillet at kende, så kan du deltage i kamp og gøre nytte.
Grunden
til at det netop er floorball, der løber med opmærksomheden i Danmark skal
formentlig findes i to væsentlige faktorer. En floorballbane er nemlig kun ca. halv så
stor som en hockeybane, hvilket svarer til en helt normal håndboldbane i en
hvilken som helst af de godt 2.300 sportshaller i Danmark. Dermed er der ingen
facilitetsbegrænsninger for medlemmer/spillere som i ishockey, hvor der derimod
kun findes 25 skøjtehaller på landsplan, som 5.000 medlemmer skal deles om.
Læg
dertil, at det kun kræver 6 mand for at starte et hold, og du har en
motionsform, som forårsager langt færre skader. Floorball er nemlig et spil med
en lettere stav med plastikskaft - kun beregnet til at slå til bolden med - for kropskontakt og
tacklinger er nemlig forbudt.
Det
betyder også, at det er ideelt for ældre mænd. På Holdsport
har vi tidligere skrevet om ensomme mænd, der i den sidste halvdel af livet har fundet glæde i floorball
som motionsform pga. det høje aktivitetsniveau og lave skadesfrekvens. Og
Michael Fester er sikker på, at det er blevet et hit, fordi klubberne er
suveræne til at integrere nye spillere, der alle starter på nogenlunde samme
niveau.
- Fordi
man med den her sport har startet på en frisk (i Danmark, red.) med en ny
disciplin, der rammer direkte ned i motionsdelen, hvor alle kan være med. Sådan
er det ikke i fodbold, hvor nogle kan have et større forspring.
Hurtigt at lære
Jimmi
Rasmussen er træner for et damehold i Hvidovre Attack Floorball Club, der
bruger Holdsports system til kommunikation og administration. Over for
Politiken lægger han vægt på, at floorball er en succes i Danmark, fordi det
kun kræver en stav, en sportstrøje og et par indendørssko for at være med.
- Du
kommer hurtigt i gang. To-tre træninger, hvor du lige lærer spillet at kende,
så kan du deltage i kamp og gøre nytte. Men selvfølgelig kan man træne skud,
pasninger og kontrol med bolden til et meget højt niveau, sagde Rasmussen.
Fitness
og løb har i de seneste år været meget populært blandt danskerne, men især
floorball som sportsgren har været med til at vende den tendens i Danmark, så
holdsport igen har fremgang i medlemstal.
Mere socialt end en løbetur
Men hvad
er det, der gør netop denne sportsgren så populær for tiden? Til at svare på
spørgsmålet må vi have fat i dem, der rent faktisk dyrker sporten. I Aalborg
Flyers er Inger Pedersen forholdsvis ny spiller på motionsholdet, som det
kaldes. Hun er blevet bidt af det, fordi det sociale spiller en meget stor
rolle.
- Jeg
blev lokket med af en, der arbejder sammen med min kæreste, fordi vi snakkede
om, at jeg savnede at spille fodbold og dyrke holdsport. Og så sagde hun, at
man godt kunne være med her, selvom man aldrig har prøvet det, fortalte hun til
TV2 Nord inden hun uddyber:
- Ud over
sved på panden, så er det jo sjovt at lære nogle nye mennesker at kende. Det er
jo lidt på en anden måde, end hvis man bare træner for sig selv i Fitness World
eller løber en tur. Det er på en mere social måde, slutter Pedersen.
Tal om Floorball
Antal klubber:
24 klubber i Region Syddanmark
36 klubber i Region Hovedstadsområdet
35 klubber i Region Midtjylland
15 klubber i Region Nordjylland
21 klubber i Region Sjælland
Antal medlemmer:
631 spillere i Region Syddanmark
2420 spillere i Region Hovedstaden
1175 spillere i Region Midtjylland
1043 spillere i Region Nordjylland
1140 spillere i Region Sjælland
- Jeg
synes, det er en anderledes sport, hvor man skal koordinere arme, hænder og
balance, men hvor man også skal bruge hovedet. Spillet udvikler sig så hurtigt,
at man skal kunne se mulighederne, før de opstår. På den måde er det faktisk en
individuel sport, lyder det fra Katrine Sofie Sørensen på det førnævnte
damehold i Hvidovre Attack Floorball Club.
Lyder floorball som noget for dig?
Synes du
sporten lyder spændende, og kunne du tænke dig at give den en chance, så har du
rig mulighed for at snuse til legen med den lille hullede plastikkugle i hele
landet. I starten af denne artikel nævnte vi, at floorball var steget med 35
klubber og 20 procent medlemmer på det seneste år. Det vil sige, at der var 131 klubber og
ca. 6.400 medlemmer i 2016.
Floorballnyt analyserede geografien, som ses her til venstre.
På
Holdsport vil vi meget gerne hjælpe til at styrke interessen for sportsgrene
som floorball i Danmark. Vi tilbyder et system til kommunikation,
administration og koordination, så jeres hold kan få styr på mødetider,
tilmeldinger til træning og kamp, kørsel til udekampe og meget mere. Som træner
slipper man endda for gentagende gange at skulle minde spillerne om en
aktivitet. Det eneste, det kræver, er at klikke "Opret en gratis profil" nederst på siden.